Til dig som ny:

Velkommen til en skøn sportsgren, som giver meget mere end noget fitnessmedlemsskab kan!

Måske har du set Guldfirerens OL-roning i fjernsynet. Måske har du roet kajak på en ferie og kunne godt li’ det. Måske har du set en robåd fra stranden i Aarhus og syntes, det så fedt ud.

Hvis du ikke ved så meget om roning, så tager vi den lige fra scratch:

Seriøs konkurrenceroning foregår typisk i lette glasfiberbåde. Det er også dem, man bruger, hvis man ønsker at ro helt alene (sculler). Begge typer har vi i ARAs bådpark. Ingen kajakker, da skal du i stedet vælge en kajakklub.

Udgangspunktet, når du starter i ARA, er vores træbåde. De findes i to udgaver, enten med 2 eller 4 årer + plads til en styrmand. I træbådene skal hver person kun ro med én åre ad gangen. Træbådene er tunge og dermed stabile. De har plads til, at vi kan have grej og mad med og bytte pladser undervejs: Perfekt til længere ture!

Det tager dig en weekend at komme godt i gang med din nye sport i ARA. Vi tilbyder instruktion en weekend i foråret og en efter sommerferien. Du  skal bare tilmelde dig én af dem, mens der er plads. Du opkræves 400,- ved tilmelding som ikke er refunderbart.

Har du lyst til at ro, så tilmeld dig en af vores instruktionsweekender i 2024 her.
Du er også velkommen til at melde dig ind i Roklubben ARA hvis du er tidligere roer.

Bliv medlem