Morgenroning

morgenroning2

På hverdage kl. 6 er der morgenroning i Roklubben ARA. Ja, det er tidligt, men ikke desto mindre er der op til 3-4 både på vandet, når morgenroningen for alvor er i gang. Det er en kendsgerning, at morgenroning har vundet indpas i ARA. Når man først har prøvet det én gang, er man typisk solgt!

Mange oplever, de får mere energi – både fysisk og mentalt, og det er derfor morgenroerne i Roklubben ARA nyder det!
Blikstille vand, solopgang og marsvin
Det er nemlig helt specielt at morgenro. Man kan nyde en fantastisk solopgang og en kop kaffe på vandet, mens man mærker byen vågne. Er man heldig, kan man opleve blikstille vand o synet af marsvin, der boltrer sig i vandet tæt på båden.

En fed start på dagen
Morgenroning er kort sagt en anderledes, men en rigtig god måde at starte dagen på. Mange oplever, de får mere energi – både fysisk og mentalt, og det er derfor morgenroerne i Roklubben ARA nyder det!

En typisk morgenrotur er på 10 km og går nordpå forbi Risskov, hvor der holdes kaffepause (evt. med rundstykker eller badning). Det foregår ved det Hvide Hus, som er på halvvejen. Efter hjemkomst rengøres bådene og stilles på plads bådhallen. Det hele tager ca. 2 timer, så man kan nå at tage på arbejde.